Patienter med prostatabesvær slipper for operation

En nyudviklet, enestående metode til behandling af godartet
prostataforstørrelse med mikrobølger har i en stor videnskabelig
undersøgelse vist sig at være lige så effektiv som den traditionelle
kirurgiske behandling TUR-P. Samtidig er risikoen for komplikationer
mindre med den nye behandlingsmetode, og omkostningerne for samfundet er
kun halvt så store som ved en TUR-P.
Over halvdelen af alle mænd over 50 år har problemer med vandladningen,
og 25% får brug for at blive behandlet for deres prostatabesvær, inden
de fylder 80. Den mest effektive behandling har indtil i dag været en
operation gennem urinrøret, en såkaldt transuretral resektion af
prostata, TUR-P. Denne behandling kræver 3-5 dages indlæggelse. Den
nyudviklede behandlingsmetode ProstaLund Feedback Treatment (PLFT)
indebærer, at man uden operation behandler godartet prostataforstørrelse
med mikrobølger under samtidig temperaturmåling i prostata.

Behandlingen sker ved en opvarmning af prostata, hvorved en del af vævet
dør, så prostata bliver mindre. Behandlingen varer ca. 1 time. Den
foretages under lokalbedøvelse ved hjælp af et kateter, og samtidig
måles og følges temperaturen inde i prostatakirtlen, hvilket øger
effektiviteten og reducerer risikoen for fejlbehandling til et minimum.
Patienten har ikke behov for indlæggelse, men kan tage hjem efter
afsluttet behandling.
En stor undersøgelse, som præsenteres på Dansk Urologisk Selskabs
forårsmøde i Herlev den 23. marts, viser, at den nye ikke-kirurgiske
behandlingsmetode er lige så effektiv som operation. I undersøgelsen
blev 146 patienter behandlet med operation eller med den nye PLFT metode
(forholdet 1:2). I undersøgelsen deltog 2 sygehuse i Danmark, 6 i
Sverige og 2 i USA. Efter et års opfølgning viser resultatet, at PLFT er
en lige så effektiv behandlingsmetode som TUR-P. Der kunne ikke påvises
nogen statistisk signifikante forskelle, hverken med hensyn til
objektive eller subjektive parametre.

Metoden koster cirka halvdelen af, hvad en operation koster, og risikoen
for alvorlige komplikationer som dem, der kan opstå ved kirurgisk
behandling - f.eks. blødninger - er minimal. Metoden blev introduceret i
1998, og indtil i dag er ca. 1700 patienter blevet behandlet med denne
metode, først og fremmest i Skandinavien.

I Danmark kan patienter for øjeblikket blive behandlet med ProstaLund
Feedback Treatment® på sygehusene i Herlev, Frederiksberg og Gentofte.
Sygehuset i Odense får udstyret installeret inden for den nærmeste tid.

For hospitaler, der ikke selv ønsker at investere i behandlingsudstyret
er der et interessant alternativ. ProstaLund samarbejder i Danmark,
Norge og Finland med MLS Medical A/S, der stiller behandlingsudstyret
til rådighed for hospitalerne som mobil service. For hospitalerne
betyder det, at de kun betaler i det omfang de bruger udstyret, og at de
løbende under behandlingen har opbakning af en specialuddannet, erfaren
tekniker.

For at få yderligere oplysninger, ring Dr. Kurt Krøyer, Frederiksbergs
Hospital, på tlf: +45-38163585, Dr. Jörgen Balslev Jörgensen,
Amtssygehuset i Gentofte, på tlf: +45-39773397 eller Bent Bagger
Sørensen, MLS Medical A/S, på tlf: 0045-48286666, eller kontakt
ProstaLunds informationschef Kristina Hallström på tlf. +46 (0)46 / 18
19 23, www.prostalund.com.

Relateret dokumenter

 
 
 
 
Social Media Pitch:
Patienter med prostatabesvær slipper for operation