SAS Cargo øger kapacitet på fragtfly fra Nordamerika
10/26/2004 3:00 EST
Fra 5. november indleder SAS Cargo et samarbejde med Korean Air Cargo
vedrørende kapacitet ombord på en nystartet fragtrute fra Chicago til
Oslo.
- Dette er en god aftale, som vi er tilfredse med. Den tilgodeser især
vores kunder i olieindustrien, som vil kunne drage fordel af afgangen
sidst på ugen fra Chicago. Dette medvirker nemlig til, at modtagerene
kan have udstyret på boreplatformene i Nordsøen allerede i begyndelsen
af den følgende uge, hvilket er et stort ønske for kunderne, siger
administrerende direktør for SAS Cargo Group, Kenneth Marx.
Aftalen med Korean Air Cargo er en såkaldt "Block Space" aftale, hvor
SAS Cargo køber en fast del af kapaciteten ombord på Korean Air Cargos
Boeing 747-400 fragtfly, der får ugentlig afgang fra Chicago onsdag
aften. Ruten er ny og går hele vejen rundt om jorden med stop i Seoul,
Chicago, Oslo og Seoul. SAS Cargo har købt 50 tons kapacitet på ruten
fra Chicago til Oslo. Første afgang fra Chicago er 5. november kl 20.00.
I forvejen samarbejder SAS Cargo med Korean Air Cargo på de to ugentlige
fragtfly fra New York, (John F. Kennedy lufthavnen) til henholdsvis
København og Oslo. Hidtil har SAS Cargo også haft et samarbejde med WOW
partneren Singapore Airlines Cargo og deres fragter fra Chicago til
København, men da denne rute stopper med udgangen af oktober, kommer den
nye aftale med Korean Air Cargo til at erstatte noget af den mistede
kapacitet fra denne rute.
Med den nye aftale har SAS Cargo totalt 150 tons kapacitet ugentligt
ombord på fragtfly fra Nordamerika til Skandinavien. En af fordelene ved
fragtflykapacitet er, at det giver plads til store enheder, såsom heste,
skibsreservedele, biler, og andre typer forsendelser, der ikke passer
indenfor de begrænsninger lastrummet på et passagerfly giver.
Fakta om SAS Cargo
I forvejen har SAS Cargo kapacitet på SAS' direkte passagerruter mellem
USA og Skandinavien fra Seattle, Chicago, New York og Washington.
Derudover forbindes de fleste større byer i USA med et veludviklet truck
rutenet. SAS Cargo har egen salgsstyrke i USA og ejer en fragtterminal i
Newark, New Jersey.
SAS Cargo er medlem af fragtalliancen WOW, der også omfatter Lufthansa
Cargo, Singapore Airlines Cargo og Japan Airlines Cargo.
SAS Cargo omsatte i 2003 for 2.954 millioner (324 MEUR). SAS Cargo har
1250 ansatte i Skandinavien og 130 uden for Skandinavien.
For yderligereinformation
Head of Corporate Communications SAS Cargo Group,
Ulrik Marschall: +45 32 32 67 33
Email: