SAS satser på det internationale IT-marked
12/6/2000 7:20 EST
IT forretningsområdet i SAS, der drives i datterselskabet Scandinavian
Airlines Data, gør nu en større international satsning med markedsføring
af nye produkter og tjenester til fly- og rejseindustrien. Virksomheden
skifter i denne forbindelse navn til Scandinavian IT Group.
Den globale rejsebranche er velkendt for Scandinavian IT Group, således
leverer de IT-ydelser til mere end 30 flyselskaber, - bl.a. booking og
reservation. Derudover har virksomheden allerede påtaget sig en del
betydningsfulde opgaver for Star Alliancen. Det er således Scandinavian IT
Group, der udvikler og implementerer en række nye mobile services til Star
Alliancens kunder, ved brug af leading edge teknologier som SMS, WAP og
Blue Tooth.
Herudover udvikler man for SAS bl.a. løsninger til billetløse rejser (e-
ticketing), systemer til salg og booking via internet, passagerinformation
via mobiltelefoni, "Self Service"-løsninger, "Travel Management"-systemer,
flyvedligeholdelse, lastkontrol m.m.
Scandinavian IT Group har mærket en stadig stigende efterspørgsel blandt
kunderne efter flere og mere sofistikerede produkter og services, - da det
netop er med IT som hjælpemiddel, at den enkelte fly- eller rejse
virksomhed, kan differentiere sig og dermed opnå konkurrencemæssige
fordele.
I forbindelse med den internationale fokusering, har man valgt at drive
virksomheden under et helt nyt navn - Scandinavian IT Group - for bl. a.
at tydeliggøre deres fortsatte store og vigtige rolle indenfor SAS
koncernen samtidig med, at de også retter blikket og indsatsen mod det
store marked, som den globale luftfartsindustri repræsenterer.
"Vores nye navn markerer, at vi som virksomhed er parate til at leve op
til de betingelser, der stilles til en moderne IT virksomhed, der alene
eksisterer og udvikles i kraft af sin konkurrenceevne og den værdi vores
ydelser tilfører vores kunder", - udtaler Hans-Henrik Hedegaard,
administrerende direktør i Scandinavian IT Group.
"Overfor vore kunder og markedet skal navneskiftet signalere, at
Scandinavian IT Group's kompetence-mæssige fundament består i den kreative
og professionelle anvendelse af informationsteknologier til forbedring af
luftfartsselskabers og rejsevirksomheders konkurrencemæssige position",
siger Claes Broström, SAS CIO og bestyrelsesformand i Scandinavian IT
Group.
Se mere på den nye web-adresse: www.scandinavianIT.com
Kontaktpersoner:
Adm. direktør Hans-Henrik Hedegaard, tlf. +45 3232 4222 og
Jan Aldergren, Director Market & Business Development, tlf. +46 8 797 2363
FAKTA om Scandinavian IT Group
Omsætning for 2000: 1.900 Mio DKR
Scandinavian IT Group er et 100% ejet datterselskab i SAS-koncernen med
kontorer i København, Stockholm og Oslo.
Scandinavian IT Group beskæftiger 1250 medarbejdere, fordelt på følgende
forretningsområder: Infrastructure Management (Infrastructure Consulting,
24-hour Operation, Communication & Server Infrastructure), Airline
Business Solutions (Integration & Development), Customer Services
(Technical Services & Service Desk), Project Management & Consulting og
Mobile Computing.
Scandinavian IT Group har installeret og vedligeholder 38.000
arbejdsstationer og overvåger 235 lokale netværk over hele verden.
Virksomheden har ansvaret for SAS' globale kommunikationsnet, som
håndterer 3.5 milliarder transaktioner om året. Scandinavian IT Group
varetager driften af mere end 500 applikationer for sine kunder.
Med venlig hilsen
Scandinavian Airlines
Informationsafdelingen